Dengang jeg hver aften vendte og drejede mine bekymringer

Kender du det med at lægge dig i sengen – og så starter tankerne?

Ikke de hyggelige tanker. Men dem der begynder med:

“Hvad nu hvis…”

Hvad nu hvis jeg er alvorlig syg?

Hvad nu hvis der sker noget med børnene?

Hvad nu hvis jeg træffer de forkerte valg i livet?

Pludselig ligger man der og prøver at tænke sig frem til svarene.

Analysere.

Vende og dreje.

Berolige sig selv.

Og alligevel ender man med at falde i søvn lidt mere urolig, lidt mere træt – og uden at være blevet klogere.

Sådan havde jeg det i en periode i mit liv.

Der var en tid, hvor jeg næsten hver aften faldt ind i mit eget hoved.

Når dagen var slut, startede bekymringsmaskinen. Den kørte derudad.

Nogle gange i lange indre dialoger.

Andre gange i samtaler med min mand, min mor eller mine søskende.

Jeg følte næsten, at jeg ikke kunne lade være med at bekymre mig.

Hvis du kender til tankemylder og overtænkning, ved du måske præcis, hvordan det føles.

Mit håb var egentlig ret simpelt:

Hvis jeg bare tænkte nok over det hele og vendte alle sten, så ville jeg finde svarene. Så ville jeg kunne sikre mig, at alt var okay.

Men hjælper det at bekymre sig?

Så hvordan gik det egentlig?

Fandt jeg svarene?

Fik jeg styr på det hele?

Blev jeg 100 % sikker på, at jeg aldrig ville blive syg eller miste mine børn?

Nej.

Det, der i stedet skete, var noget helt andet.

Jeg mistede energi.

Mit humør dalede.

Jeg blev træt.

Meget træt.

Og jeg blev mere ked af det.

Mere ængstelig.

Bekymringerne gjorde mig ikke mere sikker på livet – de gjorde mig bare mere fanget i mit eget hoved.

Da jeg opdagede metakognitiv terapi

Da jeg senere stødte på metakognitiv terapi, ændrede der sig noget ret radikalt i mig.

Der faldt nogle brikker på plads.

For første gang gik det op for mig, at jeg faktisk havde en mulighed:

Jeg behøvede ikke hoppe på bekymringstoget hver gang det kørte ind på perronen i mit sind.

Jeg kunne lade det køre videre uden mig.

Det lyder måske simpelt.

Men for mig var det næsten banebrydende.

For første gang i mit liv oplevede jeg, at jeg ikke behøvede følge alle mine tanker og bekymringer.

Fra konstant tankemylder til mindre bekymringstid

Det er præcis den forandring, jeg i dag ser hos mange af de mennesker, der kommer hos mig med stress, angst, tankemylder og overtænkning.

De går fra at bruge det meste af deres vågne tid på bekymringer …

til måske at have en halv times bekymringstid om dagen.

Ikke fordi bekymringerne aldrig dukker op.

Men fordi de ikke længere styrer opmærksomheden.

Hvordan stopper man med at overtænke?

En stor del handler om opmærksomhed.

Om vi vender opmærksomheden:

• indad mod tanker, analyser og bekymringer

• eller udad mod livet omkring os.

I metakognitiv terapi arbejder vi blandt andet med det, der kaldes afkoblet opmærksomhed.

Det betyder i praksis, at man øver sig i ikke at engagere sig i bekymringerne.

At lade dem være.

Nogle gange siger jeg til mine klienter, at man må være lidt “doven” over for sine bekymringer.

Man behøver ikke analysere dem, svare på dem eller løse dem.

Man kan godt lade dem passere.

Samtidig bliver man opmærksom på hvor meget tid man faktisk bruger på at bekymre sig – og begynder gradvist at reducere den tid.

Det er noget af det, vi arbejder med i et metakognitivt forløb.

Må man så slet ikke tænke?

Når jeg fortæller om metakognitiv terapi, er der næsten altid nogen, der spørger:

“Må man så slet ikke tænke?”

“Skal man ikke bearbejde sine tanker og følelser?”

“Bliver det ikke bare overfladisk?”

Det er helt naturlige spørgsmål.

Og svaret er: Jo, selvfølgelig må man tænke.

Metakognitiv terapi handler ikke om at stoppe tanker eller skubbe følelser væk.Tanker er en helt naturlig del af det at være menneske – og de vil blive ved med at dukke op.

Det, vi arbejder med, er hvor meget tid og opmærksomhed vi giver dem.

For mange mennesker med tankemylder, angst eller stress er problemet ikke, at de tænker for lidt.

Tværtimod.

De tænker rigtig meget.

Analyserer.

Bearbejder.

Vender og drejer.

Men uden at det giver mere klarhed eller ro.

Metakognitiv terapi handler derfor ikke om at tænke mindre i livet generelt – men om at bruge mindre tid på den form for tænkning, der bare holder bekymrings- og grublecirklen i gang.

Det er ikke overfladisk.

Tværtimod oplever mange, at de bliver mere til stede i deres liv, i deres relationer og i det, der faktisk betyder noget for dem.

Når opmærksomheden ikke hele tiden er fanget i hovedet, bliver der mere plads til livet omkring os.

Når der bliver mere plads til livet

Noget af det smukkeste ved at slippe bekymringerne lidt mere er, hvad der pludselig bliver plads til.

Mere energi.Mere nærvær.Mere liv.

Ikke fordi livet bliver perfekt.

Men fordi man ikke længere bruger så meget af det på at forsøge at kontrollere alt det, man alligevel aldrig kan kontrollere.